Farvel til Tøger og Thomas

I dag sagde vi farvel til Tøger og Thomas. Klokken 10 i formiddags blev der med få sekunders mellemrum affyret to skud ude på marken, og Tøger og Thomas faldt som de havde levet, side om side.

Skuddene var øjeblikkeligt dræbende og de nåede ikke at registrere spor. En fin død til to

dejlige tyrekalve.

Nu er de hos slagteren og om 14 dage kommer kødet hjem. Og det findes ikke bedre.

Det er med sorg jeg siger farvel til Tøger og Thomas. Selvom betingelsen for deres eksistens var givet på forhånd, stod de mit hjerte nær, og jeg vil savne vores daglige kontakt.

Tøger og Thomas blev knapt et år. Ikke et langt liv men jeg bilder mig selv ind, at det var et godt liv. Et liv i frihed i en harmonisk flok, hvor de blev forkælet af både mennesker og dyr, og jeg håber også når min tid kommer, at nogen forbarmer sig og sender en kugle mod den gamle dame mens hun intetanende går ud over marken.

På gensyn Tøger og Thomas!

Så dejlige var de!

Lækkert nyt fra England

Til det sidste og ret fantastiske nummer af magasinet Isabellas (hvorfra vi har lånt disse billeder), har vi lavet en stor sag om porcelæn og stentøj, hvor vi naturligvis også viser noget fra vores egen shop.

Vi er nemlig blevet forhandler af en stentøjsserie fra England, hvor motivet er designet af kunstneren Martin Wiscombe, som er født og opvokset i England, og det er her han har skabt de fantastiske 1950'er retroillustrationer man kan se på vores nye køkkenting.

Kruset "Clotted Cream" er fra vores shop.

Tekande og tekrus "Refreshing Tea" er fra vores shop

Her er det kanden "Fresh Eggs" der er fra vores shop.

Du er meget velkommen til at kigge indenfor i Downtownsjolte. Måske kan du allerede nu hente inspiration til julegaverne :)

Verden mindste orangeri - the never ending story!

Så har vi igen taget fat på byggeriet af verdens mindste orangeri. Efter mange besværligheder med utæt tag og råddent træ blev beslutningen taget. Vi rev stort set det hele ned og begyndte forfra!

Her er hvor vi er i dag

Og det færdige og forhåbentligt skønne resultat kan ses i magasinet Isabellas til maj 2012.

Sommerbuket

I al beskedenhed bliver vi altså nødt til at trutte i eget horn og vise ét af vores seneste blomsterbilleder fra magasinet Isabellas, hvor du kan se mange flere blomster.

Billedet er på forsiden af Isabellas nr. 4 og vi er lykkelige!

Læs alt om buketterne i magasinet Isabellas.

En skillevej!

Tøger og Thomas, vores to tyrekalve, er nu et halvt år gamle og sammen med resten af flokken stortrives de ude på marken. Men det der begyndte med et ”vi vil gerne beholde en ko og en kalv til eget spisekammer” har nu udviklet sig til en flok på seks og den bliver stadig større!

Tøger er søn af Perle og Perle er Thomas’ papmor. En uge gammel blev Thomas hentet til stalden fordi Tøger ikke alene kunne drikke al Perles mælk, og efter de første begyndervanskeligheder, lykkedes det faktisk at få Perle til at acceptere Thomas som sin egen. Så langt så godt, og en kalv mere eller mindre betyder jo ikke alverden!

Så skete der det forunderlige, at Thomas fandt endnu en papmor blandt kvierne i stalden, nemlig Pippa. Og Pippa var, selvom hun aldrig selv havde født en kalv, beundringsværdig moderlig overfor både Tøger og Thomas og de fik begge to lov til at patte hende, og det lykkedes dem at patte så meget at hun til sidst begyndte at producere mælk.  Så der røg hendes karriere som kommende malkeko, men da jeg havde et blødt punkt for Thomas og hans barske start på livet måtte Pippa jo  indlemmes i min lille flok - og hun var jo også allerede bedsteveninde med Perle,  Tøgers mor, og så var det afgjort! Derudover skulle jeg selvfølgelig også have Mille med fordi hun er så mild og god og jeg kunne ikke få over mit hjerte at skille mig af med hende. Så var der 5.

For fem dage siden kælvede Pippa og fik sin helt egen bedårende kviekalv Pippeline, et pragteksemplar der selv har kunnet patte fra det øjeblik hun blev født. Men ……. Thomas er ude af sig selv af jalousi. Hver gang Pippeline vil have mad er Thomas på pletten, og hvis det ikke lykkes ham at skubbe hende væk fra patterne, patter han selv og drikker al mælken. Thomas er en stor tyrekalv på godt 150 kilo, og Pippeline har ikke en chance!

Men som om det ikke er nok at lille Pippeline bogstaveligt talt må kæmpe for føden, så skal hun samtidig holde sig fri af Tøger og Thomas der, som tyrekalve jo gør, udviser stor, stor interesse for den lille smuksak.

Så det går jo ikke og da vi har en fold et stykke væk, må vi splitte flokken op. Men hvordan?

Perle og Pippa har, udover  deres egne kalve Tøger og Pippeline, fælles forældremyndighed over Thomas. Tøger og Thomas er uadskillelige og Perle og Pippa er veninder. Mille skal kælve om kort tid så hun skal være tæt på hjemmet, men skal Perle så af sted alene med Tøger og Thomas og uden nogen veninder og skal Thomas så sige farvel til Pippa?

Livet ville være noget nemmere hvis vi ikke gik så højt op i hvordan dyrene havde levet, før vi satte tænderne i dem, og et lille kursus i ko ville heller ikke skade.

Forårsfornemmelser

Vi holder en lille pause i byggeriet af det bette Orangeri mens vi overvejer om vi skal rive det hele ned og begynde forfra !

I mellemtiden har vi lavet et blomsterarrangement til sidste nummer af Magasinet Isabellas
' Sæsonens smukkeste' og jeg håber det kan bidrage til forårsstemningen.

Rigtig god weekend.

Nu med vinduer.....og dog!

I dag blev to fine genbrugsvinduer sat i gavlen af 'Verdens mindste Orangeri' og stor var glæden. I weekenden hentede vi nemlig træ til at beklæde facaden med, og ifølge min dagsorden skulle de være monteret i dag. Jeg havde endda planlagt at vi kunne nå at sætte endnu et vindue i den ene af Orangeriets sider før fyraften.

Desværre varede glæden kun kort, faktisk kun de 17 minutter det tog at fjerne et par af brædderne fra gelænderet. Her blev det nemmelig afsløret at de bærende bjælker er pilrådne. Så nu skal de nye vinduer pilles ud igen, og hele molevitten skal rives ned!!!
For at forhindre bedrevidende kommentarer fra de kloge hoveder der følger projektet, og som pudsigt nok konstant og helt uopfordret giver deres mening til kende, bevarede jeg fatningen og bekendtgjorde at jeg lige ville gå hjem og tjekke tegningerne. Man er vel ikke arkitekt for ingenting!
Øvle-bøvle-gummistøvle hvorfor skal det hele være så besværligt. Der er jo IKKE nogen tegninger. Troede i al min naivitet at vi kunne strikke et lille Orangeri sammen på et par dage, det er jo trods alt verdens mindste, men nej så let skulle det ikke gå. Nu må jeg rent faktisk nok se at få lavet et par tegninger,- og dog tanken om verdens mindste veranda lyder da også ret tillokkende ikke ?

So close and yet so far away!

Verdens måske mindste Orangeri

Det er ved at være lang tid siden, men der har været travlhed på mange fronter.

En af de ting jeg arbejder på i øjeblikket er renoveringen af vores lille gæstehus "Kastaniehuset".

På Kastaniehuset sidder dette lillebitte faldefærdige redskabsskur med en livsfarlig terrasse på toppen, og jeg har nu besluttet at det skal laves om til verdens måske mindste orangeri.

Fra en veninde har vi fået gamle vinduer og en glasdør og de skal, sammen med ny facadebeklædning, en makeover af terrassen, og en masse maling og knofedt

danne rammen om det der forhåbentlig vil blive et vidunderligt lille miniorangeri.

Projektet bliver ledsaget af en tvivlende hovedrysten fra utallige sider. ”Riv skidtet ned og byg noget nyt” er en af standardbemærkningerne, men jeg trodser meningsmålingerne, bevarer den bærende konstruktion og klør på.

Som man kan se er der et stykke vej før jeg er i mål, men drømmen fejler ikke noget, og indrømmet; så har jeg allerede været et smut forbi planteskolen!

Sådan så det ud for et øjeblik siden. Lidt trist!

 

 

Ikke det helt store sus!

Faktisk en lille smule sølle!

 Jeg havde nu regnet med at vi udskiftede de gamle vinduer først, i stedet så det sådan ud da dagen var omme!

Begyndelsen til et lille Orangeri!

Så lykkedes det !

Så lykkedes det og her er beviset!  Efter godt en måned med timevis af daglig vejledning både morgen og aften, er Thomas endelig selv begyndt at drikke hos Perle – Tøgers mor. Thomas er en lille tyrekalv der blev hentet til bedriften et par uger efter Tøger blev født, og de er jævnaldrende. Men hvor Tøger har fået lov at gå hos sin mor, var Thomas ikke så heldig. Han kom fra en malkebesætning, hvor man fjerner kalvene fra moderen, når de bliver født, og som tyrekalv var han ikke i høj kurs. Så da det stod klart at Tøger ikke kunne tømme sin mors yver alene, kom Thomas til os. Dengang hed han ikke noget, han var bare det myr der blev kastet ind i en flok han ikke kendte, og som skulle patte hos en ko der ikke ville have ham. En barsk omgang for sådan en lille fyr.

Hver morgen og aften skulle Perle indfanges og bindes og derefter skulle vi have fat i Thomas og have ham ledt hen til patterne, og det var ikke altid lige nemt. Stalden er stor og Thomas var sky, så det kunne godt tage noget tid, men når han så havde fundet en pat, så slap han ikke godvilligt igen. Heldigvis er Perlepigen en slikmås, så med det rette komundgodt er hun nem at indfange.  Og langsomt begyndte hun at vænne sig til at have endnu en kalv hængende i patterne. Tøger og Thomas er i dag uadskillelige og Perlemor har også tage Thomas til sig som sin egen. Han bliver vasket og nusset og holdt af, og i dag er han en glad lille tyrekalv  med egen familie.



Tøger og Thomas får mad hos Perle

Glimt fra Tøger og Thomas´hverdag

Take - one

Pyha for en kold omgang! Er lige blevet færdig med at fotografere sommerkatalog, og hvorfor er det lige at optagelserne altid er et halvt år forskudt, så sommerbillederne skal tages om vinteren og juletingene om sommeren?
Ved selvfølgelig godt det har med kollektioner og magasinernes livscyklus at gøre, men hvor ville det være skønt, hvis man rent faktisk kunne tage udendørsbillederne i den sæson de skulle afspejle – især når billederne skal laves i Danmark. I stedet står vi og piller bladene af træer og buske om sommeren, fordi det skal ligne vinter og jul, og om vinteren må hårtørreren i brug for at smelte sne og is, og for at holde liv i de rekvisitter (blomster), der skal illudere højsommer.
Specielt i år har det været afsindigt koldt at lave sommer, så nu bliver det skønt at komme ind i varmen og blogge lidt.
I morgen drejer det sig om nye billeder til webshoppen og så er det på med vanterne igen. 

Set-up fra sommerfotos tidligere på året.

Hold ubudne gæster fra døren

Det er vist ingen overdrivelse at sige at foråret lader vente på sig. Det har været vinter og hundekoldt i ulidelig lang tid, og selvom det kan være svært at finde lyspunkter i ens venten på lunere vinde, luner jeg mig alligevel ved tanken om, at al den frost på nådig vis må have taget livet af en masse dræbersnegle. Hvor ville det være skønt hvis vi slap for deres hærgen og for at skulle bruge tid på at sneglesikre havens bede - vil slet ikke komme ind på hvor klam den daglige sakserunde var – adrrrr!

I flere år har vi simpelthen måttet droppe køkkenhaven fordi den blev oversvømmet og fortæret af snegle, men da der ikke er noget som egen høst, flyttede vi sidste år køkkenhaven ind på gårdspladsen og som et forsøg såede vi hele molevitten i potter. Og det var en stor succes. Sneglene kravlede ikke ind over småstenene og vi fik vores salater og krydderurter i fred. Så for at være på den sikre side er vi gået i gang med at klargøre potter til endnu en høst på gårdspladsen.

På billedet ses et lille udsnit af "køkkenhaven" der bestod af  et hav af potter med alverdens lækkerier. Bare husk at stille dem på store underlag, så det er nemt at vande i flok.

6-i-een

Har du fået forlagt frøposerne, saksen eller snoren og de andre småting? Så har vi en mulig løsning her

Vi har nemlig fået denne skønne og praktiske kasse med 6 rum på lager - og så er der styr på det!

Sæsonens smukkeste!

Jeg ved det - det  lyder selvfedt, men det er faktisk navnet på en blomsterside i magasinet Isabellas og i al beskedenhed vil jeg blot nævne at det er os fra Downtown Sjolte der har kreeret den.

Smuk, gammel glasskål med perlehyacinter og små turkise fyrfadsstager med hyacinter. Det geniale ved at have løgplanter indendørs er, at de stort set ikke skal vandes. De kan drives i potter uden drænhuller, hvilket giver uanede muligheder for at plante i anderledes smukke eller sjove "potter" - eller måske endda i dit favoritarvestykke.

Vi har rent faktisk lavet "sæsonens smukkeste" til samtlige numre af Isabellas i 2011, og det er stort set ene og alene med blomster taget fra haven. Håber de kan inspirere.

The never ending story

Der må være andre end mig, der år efter år fylder kurven med frø fra alverdens hjemmesider, men sjældent når at få mere end et par poser hældt i jorden.

Vinteren går med fantasier om den fantastisk blomstrende have  og når de første frøposer kommer på markedet bliver  der shoppet igennem og indkøbt frø til flere fodboldbane store haver, man ved jo aldrig om de alle sammen spirer.

Claus Dalby – go home! Jeg ser det for mig – min have vil overstråle selv mine vildeste fantasier, og jeg overvejer sågar, hvordan min lille bod på torvet skal se ud, begynder endog at lave små skitser. Det er nemlig derfra jeg skal stå og sælge alle de fantastiske buketter min have har lagt hjem til.

Og når frøposerne efterfølgende  begynder at dumpe ind af brevsprækken  er der næsten ingen ende på ekstasen.

Men så er det at det begynder at gå galt. På forunderlig vis misser jeg altid det der med forspiring. Alle 1132 sorter skal altid forspires på forskellige tidspunkter, og da jeg ikke har et drivhus eller 40 km vindueskarm er det et logistisk mareridt, så det med forspiring bliver fortrængt. Frø skal sås direkte i jorden  - det må være naturens orden !

Så kommer tidspunktet, hvor alle veninderne begynder at diskutere størrelsen på kimplanter. Nå ja, tænker man,  jeg sår jo mine direkte på friland, så jeg har masser af tid – vi er jo kun i marts – april – begyndelsen af maj!

Men efter hvad der føles som et øjeblik i tiden, begynder jeg at se haver i flor og buketter i alle andres hjem end mit, og så er det at jeg i panik flår et par poser op og kaster dem ud på de 40 x 60 cm det kun lykkedes at rydde i år, trods indkøb af stolper og støttematerialer til noget nær ca. 800 m2.

Desværre har jeg ikke fået afdækket det 40 x 60 cm store plantebed med det resultat at fasanerne når at tage samtlige spirer. Men det allerværste er dog når venner og veninder, der selvfølgelig er bekendt med mine ekstravagante frøindkøb,  begynder at spørge om vi  ikke kan bytte planter – det hader jeg!

Heldigvis kaster de blomster, der har slået rod i min have, deres egne frø, og til dem siger jeg en dybfølt tak. Uden dem ville illusionen om edens have været en saga blot. Og til næste år får jeg garanteret sået det hele – og lidt til!.

Disse har heldigvis selv fundet plads i haven

TIPS: En blomst jeg dog altid når at få sået i tide er ærteblomst. Den sår jeg nemlig udendørs i store trækar i februar – og de kommer hvert år.