lørdag den 14. april 2012

Titanic 100 år

I nat er det 100 år siden Titanic gik ned, og det er en begivenhed der stadig fascinerer mange af os. På vores hjemmeside www.downtownsjolte.dk under papirvarer  kan man finde de fantastiske Titanic memorabilia og læse meget mere.
Titanic Memorabilia

En tidslomme af fantastiske replika (kopier) i form af aviser, brochurer, pamfletter, kort, billeder, breve og hverdags papirer (ephemera) som kvitteringer, billetter og reklamer etc. Ud fra originalt materiale udlånt af private samlere, museer, arkiver, auktionshuse o. lign. er hvert papir scannet og bearbejdet omhyggeligt, så det endelige udseende ligger så tæt på originalen som muligt. Alle papirerne er således historisk korrekte. Kopierne er fabelagtigt udført lige ned til mindste foldemærke, hvilket man vil bemærke når man åbner pakken. "Det er som at være der selv".Alle papirerne er produceret, trykt og pakket i England.
Som udsmykning er papirerne uden sidestykke enten som en historisk collage, som dekoration eller bare enkeltvis i glas og ramme.

torsdag den 12. april 2012

Verdens mindste orangeri - the end!


Dette er beretningen om hvordan tilfældigheder, en kassekredit i overtræk kombineret med en global finanskrise, alligevel kan inspirere og afstedkomme små genbrugsmirakler – dette er historien om ”verdens mindste orangeri”.

Det færdige orangeri

I takt med at renoveringen af min relativt nyerhvervede stråtækte idyl skred frem, gik det selvfølgelig den modsatte vej med finanserne. Drømmen om et yndigt lille drivhus var så småt ved at kuldsejle i overtræk og møder med banken,- da jeg fik øjnene op for ”skuret”.

"Skuret"

På min smukke og engelskudseende lille cottage ”Kastaniehuset” sad der nemlig et lillebitte, faldefærdigt redskabsskur med en livsfarlig terrasse på toppen. Skuret var halvråddent, utæt og fyldt med ragelse og sikkert dømt til nedrivning. Faktisk havde jeg ikke skænket det mange tanker - lige indtil den dag banken smækkede kassen i. 

Da begyndte jeg at se på skuret med helt nye øjne, og da tilfældet ville at jeg fra en veninde "Bag havelågen" fik tilbudt 3 gamle, men fine vinduer og en havedør i glas, lå beslutningen lige for - og det blev begyndelsen til ”verdens mindste orangeri”. Projektet blev ledsaget af en tvivlende hovedrysten fra utallige sider, men med vinduer og havedør i hus, og en hjælpsom nabo som backup gik jeg i sving.

Første dag gik forrygende. Der blev revet ned og savet over. Den gamle facadebeklædning bestod mest af råddent træ og det var ikke forbundet med stort besvær at få den fjernet, og da dagen var omme sad kun det gamle vindue tilbage og ventede på en udskiftning.

Førbilleder af "skuret"


På andendagen og med et snuptag blev de ”nye” genbrugsvinduer sat i gavlen og stor var glæden. Med den fart burde vi nok kunne få de nye facadebrædder, det sidste vindue og havedøren på plads inden fyraften. 

I tankerne sad jeg allerede med en top te og en havebog på skødet, mens dagens sidste solstråler spejlede sig i ”verdens mindste orangeri”.

Verdens mindste orangeri

Desværre varede glæden kun kort, faktisk kun de 7 minutter det tog at fjerne et par af brædderne fra gelænderet ovenfor. Her blev det nemlig afsløret at de bærende bjælker var pilrådne, med det resultat at de nye vinduer skulle pilles ud igen, og alle 3 sider samt terrassen ovenpå skulle rives ned!

For at forhindre bedrevidende kommentarer fra de kloge hoveder der fulgte projektet, og som pudsigt nok konstant og helt uopfordret gav deres mening til kende, bevarede jeg fatningen – selvom det var svært. Troede i al min naivitet at vi kunne strikke et lille orangeri sammen på et par dage - det var trods alt verdens mindste - men nej, så let skulle det ikke gå, og tanken om verdens mindste veranda lød ret tillokkende på det tidspunkt.

Men der var jo ikke andet at gøre end at rive det hele ned og begynde forfra, og som sagt
så gjort. På nær genbrugsvinduerne og havedøren samt de fire hjørnestolper, som var i fin stand, blev resten af skuret savet i småstykker og kørt på genbrugspladsen og så var det i gang med genopbygningen.

Der blev monteret nye bærende bjælker i top og bund, der blev sat trykimprægnerede brædder på ydersiden og indvendigt blev orangeriet foret med profilbrædder på vægge og lofter. Nogen egentlig isolering var der ikke mulighed for på grund af orangeriets ringe størrelse, men det lykkedes af få plads til ca. 10 cm rockwool mellem yder- og indervæg, og lidt har som bekendt også ret.

Gamle gulvbrædder blev brugt til vinduesindfatninger og karme. Terrassens gelænder blev et trykimprægneret stakit købt i længder på 180 x 80 cm, der blev lagt nyt tagpap og alt træværket blev malet hvidt både ud- og indvendigt, og trods den stramme økonomi blev der fundet plads til en lille zinktagrende med tilhørende vandtønde. Nu var der kun tilbage at indrette – og sikken en fest. 


Potter, planter, jord og bakker blev hentet frem og sammen med tekanden og en masse havebøger bliver det forhåbentligt begyndelsen på mange lange og vidunderlige havestunder i ”verdens mindste orangeri”.


Dette er slutningen på historien om verdens mindste orangeri, og jeg håber den kan inspirere.