Titanic 100 år

I nat er det 100 år siden Titanic gik ned, og det er en begivenhed der stadig fascinerer mange af os. På vores hjemmeside www.downtownsjolte.dk under papirvarer  kan man finde de fantastiske Titanic memorabilia og læse meget mere.

Titanic Memorabilia

En tidslomme af fantastiske replika (kopier) i form af aviser, brochurer, pamfletter, kort, billeder, breve og hverdags papirer (ephemera) som kvitteringer, billetter og reklamer etc. Ud fra originalt materiale udlånt af private samlere, museer, arkiver, auktionshuse o. lign. er hvert papir scannet og bearbejdet omhyggeligt, så det endelige udseende ligger så tæt på originalen som muligt. Alle papirerne er således historisk korrekte. Kopierne er fabelagtigt udført lige ned til mindste foldemærke, hvilket man vil bemærke når man åbner pakken. "Det er som at være der selv".Alle papirerne er produceret, trykt og pakket i England.
Som udsmykning er papirerne uden sidestykke enten som en historisk collage, som dekoration eller bare enkeltvis i glas og ramme.

Verdens mindste orangeri - the end!

Dette er beretningen om hvordan tilfældigheder, en kassekredit i overtræk kombineret med en global finanskrise, alligevel kan inspirere og afstedkomme små genbrugsmirakler – dette er historien om ”verdens mindste orangeri”.

Det færdige orangeri

I takt med at renoveringen af min relativt nyerhvervede stråtækte idyl skred frem, gik det selvfølgelig den modsatte vej med finanserne. Drømmen om et yndigt lille drivhus var så småt ved at kuldsejle i overtræk og møder med banken,- da jeg fik øjnene op for ”skuret”.

"Skuret"

På min smukke og engelskudseende lille cottage ”Kastaniehuset” sad der nemlig et lillebitte, faldefærdigt redskabsskur med en livsfarlig terrasse på toppen. Skuret var halvråddent, utæt og fyldt med ragelse og sikkert dømt til nedrivning. Faktisk havde jeg ikke skænket det mange tanker - lige indtil den dag banken smækkede kassen i. 

Da begyndte jeg at se på skuret med helt nye øjne, og da tilfældet ville at jeg fra en veninde "Bag havelågen" fik tilbudt 3 gamle, men fine vinduer og en havedør i glas, lå beslutningen lige for - og det blev begyndelsen til ”verdens mindste orangeri”. Projektet blev ledsaget af en tvivlende hovedrysten fra utallige sider, men med vinduer og havedør i hus, og en hjælpsom nabo som backup gik jeg i sving.

Første dag gik forrygende. Der blev revet ned og savet over. Den gamle facadebeklædning bestod mest af råddent træ og det var ikke forbundet med stort besvær at få den fjernet, og da dagen var omme sad kun det gamle vindue tilbage og ventede på en udskiftning.

Førbilleder af "skuret"

På andendagen og med et snuptag blev de ”nye” genbrugsvinduer sat i gavlen og stor var glæden. Med den fart burde vi nok kunne få de nye facadebrædder, det sidste vindue og havedøren på plads inden fyraften. 

I tankerne sad jeg allerede med en top te og en havebog på skødet, mens dagens sidste solstråler spejlede sig i ”verdens mindste orangeri”.

Verdens mindste orangeri

Desværre varede glæden kun kort, faktisk kun de 7 minutter det tog at fjerne et par af brædderne fra gelænderet ovenfor. Her blev det nemlig afsløret at de bærende bjælker var pilrådne, med det resultat at de nye vinduer skulle pilles ud igen, og alle 3 sider samt terrassen ovenpå skulle rives ned!

For at forhindre bedrevidende kommentarer fra de kloge hoveder der fulgte projektet, og som pudsigt nok konstant og helt uopfordret gav deres mening til kende, bevarede jeg fatningen – selvom det var svært. Troede i al min naivitet at vi kunne strikke et lille orangeri sammen på et par dage - det var trods alt verdens mindste - men nej, så let skulle det ikke gå, og tanken om verdens mindste veranda lød ret tillokkende på det tidspunkt.

Men der var jo ikke andet at gøre end at rive det hele ned og begynde forfra, og som sagt

så gjort. På nær genbrugsvinduerne og havedøren samt de fire hjørnestolper, som var i fin stand, blev resten af skuret savet i småstykker og kørt på genbrugspladsen og så var det i gang med genopbygningen.

Der blev monteret nye bærende bjælker i top og bund, der blev sat trykimprægnerede brædder på ydersiden og indvendigt blev orangeriet foret med profilbrædder på vægge og lofter. Nogen egentlig isolering var der ikke mulighed for på grund af orangeriets ringe størrelse, men det lykkedes af få plads til ca. 10 cm rockwool mellem yder- og indervæg, og lidt har som bekendt også ret.

Gamle gulvbrædder blev brugt til vinduesindfatninger og karme. Terrassens gelænder blev et trykimprægneret stakit købt i længder på 180 x 80 cm, der blev lagt nyt tagpap og alt træværket blev malet hvidt både ud- og indvendigt, og trods den stramme økonomi blev der fundet plads til en lille zinktagrende med tilhørende vandtønde. Nu var der kun tilbage at indrette – og sikken en fest. 

Potter, planter, jord og bakker blev hentet frem og sammen med tekanden og en masse havebøger bliver det forhåbentligt begyndelsen på mange lange og vidunderlige havestunder i ”verdens mindste orangeri”.

Dette er slutningen på historien om verdens mindste orangeri, og jeg håber den kan inspirere.

Farvel til Tøger og Thomas

I dag sagde vi farvel til Tøger og Thomas. Klokken 10 i formiddags blev der med få sekunders mellemrum affyret to skud ude på marken, og Tøger og Thomas faldt som de havde levet, side om side.

Skuddene var øjeblikkeligt dræbende og de nåede ikke at registrere spor. En fin død til to

dejlige tyrekalve.

Nu er de hos slagteren og om 14 dage kommer kødet hjem. Og det findes ikke bedre.

Det er med sorg jeg siger farvel til Tøger og Thomas. Selvom betingelsen for deres eksistens var givet på forhånd, stod de mit hjerte nær, og jeg vil savne vores daglige kontakt.

Tøger og Thomas blev knapt et år. Ikke et langt liv men jeg bilder mig selv ind, at det var et godt liv. Et liv i frihed i en harmonisk flok, hvor de blev forkælet af både mennesker og dyr, og jeg håber også når min tid kommer, at nogen forbarmer sig og sender en kugle mod den gamle dame mens hun intetanende går ud over marken.

På gensyn Tøger og Thomas!

Så dejlige var de!

Lækkert nyt fra England

Til det sidste og ret fantastiske nummer af magasinet Isabellas (hvorfra vi har lånt disse billeder), har vi lavet en stor sag om porcelæn og stentøj, hvor vi naturligvis også viser noget fra vores egen shop.

Vi er nemlig blevet forhandler af en stentøjsserie fra England, hvor motivet er designet af kunstneren Martin Wiscombe, som er født og opvokset i England, og det er her han har skabt de fantastiske 1950'er retroillustrationer man kan se på vores nye køkkenting.

Kruset "Clotted Cream" er fra vores shop.

Tekande og tekrus "Refreshing Tea" er fra vores shop

Her er det kanden "Fresh Eggs" der er fra vores shop.

Du er meget velkommen til at kigge indenfor i Downtownsjolte. Måske kan du allerede nu hente inspiration til julegaverne :)

Verden mindste orangeri - the never ending story!

Så har vi igen taget fat på byggeriet af verdens mindste orangeri. Efter mange besværligheder med utæt tag og råddent træ blev beslutningen taget. Vi rev stort set det hele ned og begyndte forfra!

Her er hvor vi er i dag

Og det færdige og forhåbentligt skønne resultat kan ses i magasinet Isabellas til maj 2012.

Sommerbuket

I al beskedenhed bliver vi altså nødt til at trutte i eget horn og vise ét af vores seneste blomsterbilleder fra magasinet Isabellas, hvor du kan se mange flere blomster.

Billedet er på forsiden af Isabellas nr. 4 og vi er lykkelige!

Læs alt om buketterne i magasinet Isabellas.

En skillevej!

Tøger og Thomas, vores to tyrekalve, er nu et halvt år gamle og sammen med resten af flokken stortrives de ude på marken. Men det der begyndte med et ”vi vil gerne beholde en ko og en kalv til eget spisekammer” har nu udviklet sig til en flok på seks og den bliver stadig større!

Tøger er søn af Perle og Perle er Thomas’ papmor. En uge gammel blev Thomas hentet til stalden fordi Tøger ikke alene kunne drikke al Perles mælk, og efter de første begyndervanskeligheder, lykkedes det faktisk at få Perle til at acceptere Thomas som sin egen. Så langt så godt, og en kalv mere eller mindre betyder jo ikke alverden!

Så skete der det forunderlige, at Thomas fandt endnu en papmor blandt kvierne i stalden, nemlig Pippa. Og Pippa var, selvom hun aldrig selv havde født en kalv, beundringsværdig moderlig overfor både Tøger og Thomas og de fik begge to lov til at patte hende, og det lykkedes dem at patte så meget at hun til sidst begyndte at producere mælk.  Så der røg hendes karriere som kommende malkeko, men da jeg havde et blødt punkt for Thomas og hans barske start på livet måtte Pippa jo  indlemmes i min lille flok - og hun var jo også allerede bedsteveninde med Perle,  Tøgers mor, og så var det afgjort! Derudover skulle jeg selvfølgelig også have Mille med fordi hun er så mild og god og jeg kunne ikke få over mit hjerte at skille mig af med hende. Så var der 5.

For fem dage siden kælvede Pippa og fik sin helt egen bedårende kviekalv Pippeline, et pragteksemplar der selv har kunnet patte fra det øjeblik hun blev født. Men ……. Thomas er ude af sig selv af jalousi. Hver gang Pippeline vil have mad er Thomas på pletten, og hvis det ikke lykkes ham at skubbe hende væk fra patterne, patter han selv og drikker al mælken. Thomas er en stor tyrekalv på godt 150 kilo, og Pippeline har ikke en chance!

Men som om det ikke er nok at lille Pippeline bogstaveligt talt må kæmpe for føden, så skal hun samtidig holde sig fri af Tøger og Thomas der, som tyrekalve jo gør, udviser stor, stor interesse for den lille smuksak.

Så det går jo ikke og da vi har en fold et stykke væk, må vi splitte flokken op. Men hvordan?

Perle og Pippa har, udover  deres egne kalve Tøger og Pippeline, fælles forældremyndighed over Thomas. Tøger og Thomas er uadskillelige og Perle og Pippa er veninder. Mille skal kælve om kort tid så hun skal være tæt på hjemmet, men skal Perle så af sted alene med Tøger og Thomas og uden nogen veninder og skal Thomas så sige farvel til Pippa?

Livet ville være noget nemmere hvis vi ikke gik så højt op i hvordan dyrene havde levet, før vi satte tænderne i dem, og et lille kursus i ko ville heller ikke skade.