Verden mindste orangeri - the never ending story!

Så har vi igen taget fat på byggeriet af verdens mindste orangeri. Efter mange besværligheder med utæt tag og råddent træ blev beslutningen taget. Vi rev stort set det hele ned og begyndte forfra!

Her er hvor vi er i dag

Og det færdige og forhåbentligt skønne resultat kan ses i magasinet Isabellas til maj 2012.

Sommerbuket

I al beskedenhed bliver vi altså nødt til at trutte i eget horn og vise ét af vores seneste blomsterbilleder fra magasinet Isabellas, hvor du kan se mange flere blomster.

Billedet er på forsiden af Isabellas nr. 4 og vi er lykkelige!

Læs alt om buketterne i magasinet Isabellas.

En skillevej!

Tøger og Thomas, vores to tyrekalve, er nu et halvt år gamle og sammen med resten af flokken stortrives de ude på marken. Men det der begyndte med et ”vi vil gerne beholde en ko og en kalv til eget spisekammer” har nu udviklet sig til en flok på seks og den bliver stadig større!

Tøger er søn af Perle og Perle er Thomas’ papmor. En uge gammel blev Thomas hentet til stalden fordi Tøger ikke alene kunne drikke al Perles mælk, og efter de første begyndervanskeligheder, lykkedes det faktisk at få Perle til at acceptere Thomas som sin egen. Så langt så godt, og en kalv mere eller mindre betyder jo ikke alverden!

Så skete der det forunderlige, at Thomas fandt endnu en papmor blandt kvierne i stalden, nemlig Pippa. Og Pippa var, selvom hun aldrig selv havde født en kalv, beundringsværdig moderlig overfor både Tøger og Thomas og de fik begge to lov til at patte hende, og det lykkedes dem at patte så meget at hun til sidst begyndte at producere mælk.  Så der røg hendes karriere som kommende malkeko, men da jeg havde et blødt punkt for Thomas og hans barske start på livet måtte Pippa jo  indlemmes i min lille flok - og hun var jo også allerede bedsteveninde med Perle,  Tøgers mor, og så var det afgjort! Derudover skulle jeg selvfølgelig også have Mille med fordi hun er så mild og god og jeg kunne ikke få over mit hjerte at skille mig af med hende. Så var der 5.

For fem dage siden kælvede Pippa og fik sin helt egen bedårende kviekalv Pippeline, et pragteksemplar der selv har kunnet patte fra det øjeblik hun blev født. Men ……. Thomas er ude af sig selv af jalousi. Hver gang Pippeline vil have mad er Thomas på pletten, og hvis det ikke lykkes ham at skubbe hende væk fra patterne, patter han selv og drikker al mælken. Thomas er en stor tyrekalv på godt 150 kilo, og Pippeline har ikke en chance!

Men som om det ikke er nok at lille Pippeline bogstaveligt talt må kæmpe for føden, så skal hun samtidig holde sig fri af Tøger og Thomas der, som tyrekalve jo gør, udviser stor, stor interesse for den lille smuksak.

Så det går jo ikke og da vi har en fold et stykke væk, må vi splitte flokken op. Men hvordan?

Perle og Pippa har, udover  deres egne kalve Tøger og Pippeline, fælles forældremyndighed over Thomas. Tøger og Thomas er uadskillelige og Perle og Pippa er veninder. Mille skal kælve om kort tid så hun skal være tæt på hjemmet, men skal Perle så af sted alene med Tøger og Thomas og uden nogen veninder og skal Thomas så sige farvel til Pippa?

Livet ville være noget nemmere hvis vi ikke gik så højt op i hvordan dyrene havde levet, før vi satte tænderne i dem, og et lille kursus i ko ville heller ikke skade.

Forårsfornemmelser

Vi holder en lille pause i byggeriet af det bette Orangeri mens vi overvejer om vi skal rive det hele ned og begynde forfra !

I mellemtiden har vi lavet et blomsterarrangement til sidste nummer af Magasinet Isabellas
' Sæsonens smukkeste' og jeg håber det kan bidrage til forårsstemningen.

Rigtig god weekend.

Nu med vinduer.....og dog!

I dag blev to fine genbrugsvinduer sat i gavlen af 'Verdens mindste Orangeri' og stor var glæden. I weekenden hentede vi nemlig træ til at beklæde facaden med, og ifølge min dagsorden skulle de være monteret i dag. Jeg havde endda planlagt at vi kunne nå at sætte endnu et vindue i den ene af Orangeriets sider før fyraften.

Desværre varede glæden kun kort, faktisk kun de 17 minutter det tog at fjerne et par af brædderne fra gelænderet. Her blev det nemmelig afsløret at de bærende bjælker er pilrådne. Så nu skal de nye vinduer pilles ud igen, og hele molevitten skal rives ned!!!
For at forhindre bedrevidende kommentarer fra de kloge hoveder der følger projektet, og som pudsigt nok konstant og helt uopfordret giver deres mening til kende, bevarede jeg fatningen og bekendtgjorde at jeg lige ville gå hjem og tjekke tegningerne. Man er vel ikke arkitekt for ingenting!
Øvle-bøvle-gummistøvle hvorfor skal det hele være så besværligt. Der er jo IKKE nogen tegninger. Troede i al min naivitet at vi kunne strikke et lille Orangeri sammen på et par dage, det er jo trods alt verdens mindste, men nej så let skulle det ikke gå. Nu må jeg rent faktisk nok se at få lavet et par tegninger,- og dog tanken om verdens mindste veranda lyder da også ret tillokkende ikke ?

So close and yet so far away!

Verdens måske mindste Orangeri

Det er ved at være lang tid siden, men der har været travlhed på mange fronter.

En af de ting jeg arbejder på i øjeblikket er renoveringen af vores lille gæstehus "Kastaniehuset".

På Kastaniehuset sidder dette lillebitte faldefærdige redskabsskur med en livsfarlig terrasse på toppen, og jeg har nu besluttet at det skal laves om til verdens måske mindste orangeri.

Fra en veninde har vi fået gamle vinduer og en glasdør og de skal, sammen med ny facadebeklædning, en makeover af terrassen, og en masse maling og knofedt

danne rammen om det der forhåbentlig vil blive et vidunderligt lille miniorangeri.

Projektet bliver ledsaget af en tvivlende hovedrysten fra utallige sider. ”Riv skidtet ned og byg noget nyt” er en af standardbemærkningerne, men jeg trodser meningsmålingerne, bevarer den bærende konstruktion og klør på.

Som man kan se er der et stykke vej før jeg er i mål, men drømmen fejler ikke noget, og indrømmet; så har jeg allerede været et smut forbi planteskolen!

Sådan så det ud for et øjeblik siden. Lidt trist!

 

 

Ikke det helt store sus!

Faktisk en lille smule sølle!

 Jeg havde nu regnet med at vi udskiftede de gamle vinduer først, i stedet så det sådan ud da dagen var omme!

Begyndelsen til et lille Orangeri!

Så lykkedes det !

Så lykkedes det og her er beviset!  Efter godt en måned med timevis af daglig vejledning både morgen og aften, er Thomas endelig selv begyndt at drikke hos Perle – Tøgers mor. Thomas er en lille tyrekalv der blev hentet til bedriften et par uger efter Tøger blev født, og de er jævnaldrende. Men hvor Tøger har fået lov at gå hos sin mor, var Thomas ikke så heldig. Han kom fra en malkebesætning, hvor man fjerner kalvene fra moderen, når de bliver født, og som tyrekalv var han ikke i høj kurs. Så da det stod klart at Tøger ikke kunne tømme sin mors yver alene, kom Thomas til os. Dengang hed han ikke noget, han var bare det myr der blev kastet ind i en flok han ikke kendte, og som skulle patte hos en ko der ikke ville have ham. En barsk omgang for sådan en lille fyr.

Hver morgen og aften skulle Perle indfanges og bindes og derefter skulle vi have fat i Thomas og have ham ledt hen til patterne, og det var ikke altid lige nemt. Stalden er stor og Thomas var sky, så det kunne godt tage noget tid, men når han så havde fundet en pat, så slap han ikke godvilligt igen. Heldigvis er Perlepigen en slikmås, så med det rette komundgodt er hun nem at indfange.  Og langsomt begyndte hun at vænne sig til at have endnu en kalv hængende i patterne. Tøger og Thomas er i dag uadskillelige og Perlemor har også tage Thomas til sig som sin egen. Han bliver vasket og nusset og holdt af, og i dag er han en glad lille tyrekalv  med egen familie.



Tøger og Thomas får mad hos Perle

Glimt fra Tøger og Thomas´hverdag